SKITSER AF SØFTENS HISTORIE

Af Poul Aage Fogde

I oldtiden og vikingetiden kunne man sejle fra Århus bugten og langt ind i landet. Egåen var nærmest en fjord den gang, og der var forbindelse mellem Århus og Randers fjorde. Derfor er det mere end sandsynligt, at der allerede har boet mennesker ved Lilleåens bred i stenalderen, hvilket større samlinger af strandskaller, der er fundet ved Mølballe, kunne vidne om. Her har der været godt fiskeri, god jagt i skovene, og en let jord, der lod sig behandle med primitive redskaber. De første mennesker ved Søften, som vi ved noget om, boede her i bronzealderen. I deres grave fandtes rester af brændte menneskeknogler, hvilket bevidner, at de har været soldyrkere. I øvrigt findes der ca. 40 registrerede gravhøje, men de fleste af disse er fra jernalderen, som fx højene på Alhøj, Havshøjgaard Mark og i Hattemagerskoven; disse er alle sløjfede.

I 1986 fandt arkæologer en jernalderboplads og i 1988 den dertil hørende gravplads, da man etablerede Jernaldervej. Der var omrids af 3 langhuse, som var 4m brede og 12m lange, og såvel bygd som gravplads rummede spændende fund, bl.a. fine krukker og en stenpikning. Man havde lokaliseret det ældste kendte Søften, som er fra omkring vor tidsregnings begyndelse og altså mindst 2000 år gammelt.

Omkring ca. år 600 blev der oprettet herreder. En ”herr” bestod af 120 boel, dvs. ejendomme, hvis ejer skulle gøre krigstjeneste for kongen, dvs. hvert herred stillede 120 krigere. Søften lå centralt placeret i Vester Lisbjerg Herred, for her mødtes to gamle handelsveje fra hhv. nord og øst, og bygden lå på vandskellet mellem Egåens tilløb: Lilleå og Bukkebæk. De opdyrkede arealer var med god, relativt højtliggende jord, så her boede der mange mennesker.

Søften kirkes skib og kor blev opført i romansk stil i slutningen af 1100-tallet, altså på kong Valdemar den Stores tid. De gotiske tilføjelser i kor og skib (buerne) samt tårnet og våbenhuset stammer fra ca. 1460, et årstal, som står malet i korbuen. Kun få kalkmalerier er tilbage i kirken. Nogle blev kalket over efter Reformationen i 1500-tallet, men andre blev der muret henover, da man lavede buerne; disse skibsbilleder viser kogger, som var almindelige i middelalderen, og de er sikkert fra 1300-tallet.

Kirken er restaureret i hhv. 1804, 1898 og 1928, sidst ved Århus arkitekten M.B. Fritz, som skrev nogle artikler herom fra august til november 1928 i Aarhuus Amtstidende. Fritz mente, at en mørkerød farve på væggene i kirkens skib var offerblod fra dyr, der var ofret til guderne og smurt på væggene bagefter, som man brugte det i vikingetidens gudehov. Gudestøtterne skulle så have stået, hvor koret er nu. Dermed skulle Søften kirke altså oprindeligt have været et gudehov og altså gå tilbage til 800-900-tallet, hvilket er helt enestående. Desværre er Fritz’ teori aldrig blevet efterprøvet af kvalificerede arkæologer.

Det er almindeligt kendt, at Niels Ebbesens navn traditionelt er knyttet til vores egn. Der vides ikke meget om ham med sikkerhed, kun at han den 1.april 1340 dræbte den kullede greve, grev Gert af Holstein, på Randers Borg, at han efter drabet red mod syd over Randers Bro, samt at han faldt i kamp ved Skanderborg 2. november samme år. Om resten af hans livshistorie strides de lærde.

Ifølge pastor Rasmus Rasmussen Samsing, som nedskrev et sejlivet sagn om ”den Herre Væbner Niels Ebbessøn” i 1623, lå dennes gård i Folby sogn: Riis Hovgaard, også kaldet Norinsriis. Svend Grundtvig kalder gården Norring Riis, og Arild Hvidtfeldt kalder den Nørreriis i sin krønike. Iflg. Forvalter J.L. Tommesen på Frijsenborg (1771-1839) lå der et voldsted ved Norring ”hvor fordum boede Niels Ebbesen”; og Tommesen kendte hverken til Niels Grundtvig eller Arild Hvidtfeld, men refererede kun til den gamle tradition. Han nævner også et stort egetræ som ”Niels Ebbesens Eg” ved voldstedet. Både voldsted og egetræ har gennem mangfoldige år været et yndet samlings- og feststed for bl.a. Søftens unge pinselørdags aften. Egetræet faldt for blæsten den 23. juni 1992, og det har fået lov at blive liggende. Men om Niels Ebbesens berømte Nørreris virkelig er identisk med det middelalderlige voldsted er stadig en gåde.

Med hensyn til stednavnet blev det skrevet som følger: SUTEN i 1386, SUCHTEN i 1399 og SØWTEN i 1489. Forstavelsens betydning kendes ikke, men TUN betyder indhegning Fra 1600-tallet kendes stavemåden ZEUTHEN (jvf. familienavnet); det udtaltes sikkert ”Søwten”, og det gør det stadig på vores lokale dialekt, selvom det i det 20. århundrede blev skrevet SØFTEN.

Dengang svenskekongen Gustav Adolf belejrede København i 1659, skulle de Søwten mænd stille som soldater, men der var ikke meget Gøngehøvding i dem, for de betalte sig fri for krigstjeneste med 10 rigsdaler og 2 tønder byg pr. mand! At der kom hårde tider efter Svenskekrigene ses af Tingbogen, 2. maj 1665, hvor der står, at i alt 12 gårde lå øde; endnu værre var det til jul samme år, hvor 30 gårde lå forladte af fæstebønderne. Det samme synes at have været et problem under Torstensson Krigen i 1644; måske har svenskerne ført sig hårdt frem her på egnen, vi ved det ikke.

I 1672 blev grevskabet Frijsenborg oprettet og overtaget af kong Christian V’s rentemester Mogens Frijs, som fik Søften bønderne under sit fæste. Det blev forholdene vist ikke meget bedre af. Et hyppigt forekommende navn fra denne tid er Jens Baltzersen (født ca. 1605). Hans slægt har ejet Baltzergården gennem generationer. Baltzer er en afkortet form af Balthazar, den ene af Biblens Hellige Tre Konger.

Under Napoleonskrigene blev der sendt spanske hjælpetropper til Danmark, og den 9.april 1808 kom der spanske ryttere til Søften, hvor de trods bøndernes protester blev indkvarteret på gårdene. Spaniolerne blev sure over den dårlige modtagelse, og der var bl.a. en ubehagelig episode, hvor en korporal gav en vis Peder Norrup to sabelhug over armen, før naboer kom til med forke og leer og drev soldaterne væk. De tre implicerede soldater kom i spjældet i Århus på vand og brød. For øvrigt var de Søwten karle rasende over, at pigerne faldt for de flotte spanioler.

Da de spanske kavallerister forlod Søften, måtte de efterlade deres heste. Dette var til stor glæde, for der var tale om smukke hingste, der kunne bruges til avl. Pigerne var kede af det, især én af dem, for hun var gravid med en af spaniolerne. Barnets efterkommere lever i øvrigt stadig her på egnen …

Vi kender ganske meget til forholdene i Søften i denne periode, og dette skyldes især den berømte Stiftsprovst Ole Andersen Secher. Han ligger begravet på Søften kirkegård, og gravskriften lyder: ”Talsmand for Oplysning og Samfunds-Reform til Folkets Gavn.” Secher fødtes i 1775 på Kærbygaard og var præst i Søften-Foldby fra 1798-1820. Udelt begejstret for sine sognebørn i Søften var han ikke; se hvad han skrev i 1810: ”Bedrageri, Forstillelse, Svir, Gjerrighed, sjælden nogen reen Dyd uden eegensindig Hensigt, har gjæstet Zeuthen By!”

Provst Secher var en yderst velbegavet og retsindig mand, som havde høje idealer og gjorde sit for at forbedre både folks moral og levevilkår, især de fattiges. Det var på hans foranledning, at et lille bindingsværkshus på Holmelundsvej blev nedtaget i 1813 og genopført i Norring, hvor det stadig står og er kendt som ”Fattighuset i Norring”. Secher var også berømt for at have været med til at organisere skolevæsnet her i landet.

Søften skole blev bygget i 1800. Den blev ombygget i 1903, og er nu Fritidsklub. På Grønhøjvej ligger den gamle forskole fra 1873, ”Pogeskolen”. Den nuværende skole stammer fra midten af 1970erne og ligger på jord, der engang tilhørte præstegården; deraf navnet Præstemarkskolen. Den gamle nu for længst nedrevne præstegård blev bygget i 1795 til pastor Niels G. Blicher, Sechers forgænger.

Fra gammel tid havde Søften landsby et bystævne. Der blev også bygget en fattiggård. En kro blev bygget ved siden af kirken (!), og derefter også et afholdshjem (ca.år 1900). I 1888 blev der bygget et andelsmejeri, Aneskilde, opkaldt efter en helligkilde, som engang havde været et valfartssted; mejeriet lå, hvor Georg Nielsen-Englyst senere lod opføre de nye, røde huse (Aneskilde-bebyggelsen) overfor ”Pogeskolen”.

Det nuværende forsamlingshus stammer fra 1941 og ligger, hvor der engang var branddam. Her lå også bysmedjen indtil 1941, hvor den blev flyttet ned i det gamle forsamlingshus; der, hvor Niels Peter Ogstrup i dag har smedeforretning. Også en samtalestation (telefoncentral) har der været i Søften, med hele 25 abonnenter, fra 1925 i den gamle kro og frem til 1949, hvor centralen blev flyttet til Hinnerup.

Søften domineredes af nogle store gårde som fx Baltzergaarden, Møllegaarden (Æbleparken 1) med en vindmølle, de to Elgaarde og Havgaardslund, nu: Sognegården. Der var trods alt tale om et landbrugssamfund. Men omkring år 1900 boede der mange håndværkere i Søften: 2 træskomænd, 4 skræddere, 4 murere, 2 sadelmagere, 1 maler, 1 skomager, 1 bødker, 1 blikkenslager, 3 bysmede, 1 karetmager, 3 tømrere, 1 pumpemager – ja sågar 2 cykelsmede. Desuden var der grisehandleren Mads Holm og en vognmand, Rasmus Rasmussen, som hver lørdag kørte dagvognen ind til storstaden Århus. Siden kom der en anden vognmand, der kørte ”Lillebil”; han hed Jens B.Jensen og boede i det lille bindingsværkshus, Hjørnehuset, overfor den nuværende købmandsforretning.

Købmandsbutikken og skrædderens systue lå på Grønhøjvej 8. Smeden boede på Skolevej 10, og på Skolevej 12 havde ”Søften Forbrugsforening” til huse fra 1886; - der hvor Gert F. Jensens købmandsforretning ligger i dag. Nævnes skal også Skolevej 14; dette er et udflyttet købstadshus i bindingsværk fra Vestergade i Århus, og det kaldes Handskemagerens Hus.

Det er klart, at der er meget andet og mere at fortælle om Søften og dens historie, fx om nogle af de mange spændende menneskeskæbner, der har udspillet sig her, om landbruget i gamle dage, foreningslivet, osv. Det er mit håb, at jeg har kunnet vise, at Søften har en meget lang og spændende historie bag sig, således at flere kommer til at interessere sig for denne.